20. november 2015

For mig er livet et eventyr - ikke en kuvøse

Karriere

Nina Rønsted fra Statens Naturhistoriske Musesum (SNM) på Københavns Universitet fortæller om, hvad der optager hende mest som professor og forskningschef, hvorfor hun tager sine børn med på feltarbejde til fjerne egne, og hvad der skal til, for at flere kvinder vælger en forskerkarriere.

Nina Rønsted på feltarbejde

Interview med Nina Rønsted, skrevet af Katherina Killander, SCIENCE Kommunikation.

Jeg har flere jobs. Jeg er professor, kurator og forskningschef. Som professor i medicinplanter og planters slægtskab samarbejder jeg med bl.a. LEO Pharma og andre medicinalvirksomheder om at finde nye planter, der potentielt kan give os nye lægemidler.

Halvdelen af de lægemidler, vi har i dag, kan føres tilbage til naturen. Men der er stadig mange sygdomme, vi ikke kan behandle, og der er ufattelig mange plantearter. Så hvor skal man lede?

Min opgave er ved hjælp af bl.a. DNA-analyse at bruge planters slægtskab som et skattekort, der kan vise vej til de planter, der er værd at undersøge nærmere - og som potentielt set kan give os det næste lægemiddel. Det er en måde at skyde genvej blandt op mod en halv million plantearter. Jeg håber samtidig, at mit arbejde kan få folk til at værdsætte biodiversiteten og den rigdom, der findes i naturen.

Jeg er også kurator for en del af vores plantesamlinger på SNM. Som Danmarks nationale museum for naturhistorie har vi nogle særlige forpligtelser i forhold til at passe på vores naturhistoriske arv og vores 14 millioner genstande.

Siden juni måned har jeg også virket som forskningschef på SNM, og jeg indgår derfor i museets direktion.  Jeg udstikker den strategiske retning for instituttets forskning sammen med forskningsudvalget og arbejder for at skabe de bedst mulige vilkår for forskerne. Mange er pressede, men med ordentlige rammer og anerkendende ledelse kan man gøre meget for at få hverdagen til at hænge sammen.

Jeg arbejder også for at skabe sammenhæng mellem vores forskning og undervisningen samt museets andre særlige opgaver med samlingerne og formidling. Det betyder f.eks., at den nyeste topforskning, vi udfører, også skal med i undervisningen til gavn for de studerende. Jeg stræber også efter at skabe et miljø, hvor det er let for forskerne at bruge hinanden i netværk på tværs af fagområder.

Mere diversitet og kønsbalance

I forhold til internationalisering, mener jeg, at KU er godt bagud. Det er jo et paradoks: På den ene side vil vi gerne måle os internationalt med verdenseliten og ansætte internationale forskere, men på den anden side er vi ikke gearede til, at ALT foregår på engelsk. Ofte sørger vi heller ikke for, at vores stillingsopslag får international bevågenhed. Man slår måske bare stillingen op lokalt, så ganske få kandidater ser det, og så ender man med at ansætte den forsker, man i forvejen havde i tankerne.

På SNM har vi lavet vores egen handlingsplan for kønsbalance. I tråd med den arbejder jeg for at øge diversiteten, bl.a. ved at øge andelen af kvindelige forskere. Vi har sat måltal og lavet en lokal handlingsplan. Det er ikke nok med en fin hensigtserklæring. For hvem har så ansvaret for, at der bliver ansat flere kvinder?

Der skal ligge en konkret plan for, hvordan det skal lykkes - og hvem, der har ansvaret for at følge op på det. Samtidig skal kvaliteten naturligvis være i højsædet. Vi har allerede mange superdygtige kvinder ansat på SNM, men vi skal have flere. Vi vil først og fremmest have de bedste forskere, og de kan meget vel komme fra udlandet.

Mange kvinder opgiver karrieren på forhånd
Helt konkret vil vi på SNM have, at kvinder i 2020 udgør 30 % af de fastansatte lektorer og professorer. Det er en stigning fra blot 14 % i 2014.  For at nå det mål arbejder vi for, at 50 % af alle nyansatte er kvinder. Det mål kan vi dels nå ved at slå stillingsopslagene bredt op både herhjemme og internationalt - og mindst en måned, så der kommer mange ansøgere. Det er ikke nok med KUs hjemmeside. 

Vores undersøgelser viser, at mange kvinder opgiver på forhånd at gøre karriere inden for forskningen, fordi de er usikre på, hvad det indebærer, og om de kan klare det samtidig med at have balance i livet og plads til familie. Så vi arbejder på at gøre det tydeligt, hvad det kræver at have en forskerkarriere.

Vi laver bl.a. oversigter over de muligheder, krav og forventninger, der er i det eliteforskningsmiljø, som museet er. Vi vil i det hele taget fremover arbejde endnu mere for at give vejledning - fx i form af mentorordninger og en langsigtet karriereplan for vores forskere.

Hvis vi skal tiltrække flere kvinder, skal vi også kigge mere på potentiale i stedet for ensidigt at se på meritter. Ofte er mænd hurtigere til at opnå mange meritter, fordi de ikke har lange barsler osv. Men vi må også kigge på potentialet. For når vi vil ansætte de bedst kvalificerede, kan det måles ud fra flere parametre – ikke kun, hvor mange artikler vedkommende har nået at publicere. Man skal også huske, at forskningen kun er en del af ansættelsen, så vi skal også se på undervisningen, samlingerne, formidling, engagementet og helheden, når vi definerer, hvem der er de bedste forskere.  

Men jeg vil heller ikke være med til at lave curling og favorisere kvinder, bare fordi de er kvinder. Der skal være lige vilkår for både mænd og kvinder. For et eliteforskningsmiljø på ét af verdens bedste universiteter er ikke en kuvøse. Det kræver et drive og en robusthed, hvis man vil lykkes - uanset køn. Det er en skrøne, at kvinder er bange for konkurrence. Se bare på sportens verden.

Nina Rønsted med sin søn i Bolivia


Hverdagen

Det er ikke nogen hemmelighed, at det er hårdt arbejde både at være forælder til to børn som jeg er, have en forskerkarriere og sidde i ledelsen. Jeg arbejder ca. 50 timer om ugen og 10 timer i weekenden, og vi har fundet nogen nemme løsninger for at få det til at hænge bedre sammen, og så har jeg kun 10 minutter til arbejde.

Jeg ser sjældent tv eller læser dameblade, til gengæld bruger jeg et par timer om ugen til fitness. Jeg har enkelte gode venner, og de har også travlt, så vi ses ikke så tit. I virkeligheden er mine kolleger også mine venner og mine studerende og postdocs er altid velkomne til at feste hjemme hos mig.

Min mand især er min bedste ven og rådgiver, og da vi begge har karriere forsøger vi at planlægge og være fleksible, så der også bliver tid til familien, men vores børn bliver sjældent hentet før efter kl. 16, og hvis de har kammerater på besøg, så kan jeg godt sidde og hygge mig med computeren imens.

Hver sommer tager min mand og jeg på tre ugers sommerferie sammen med børnene. Sidste år var vi i Vietnam. Vi vil gerne langt væk på eventyr og få oplevelser sammen. Jeg drømmer om at tage et sabbatical- et år hvor jeg kan tage familien med og arbejde i en anden forskningsgruppe et sted i verden og få ny inspiration.

Jeg har gjort det tidligere – boet både i England og USA. Da jeg lidt uventet blev gravid med mit første barn, fik jeg samtidig et Marie Curie Fellowship til University of Minnesota. Dengang boede jeg i London og faderen i Danmark, men vi valgte eventyret, blev gift, skød turen et halvt år og tog så 16 måneder til Minnesota. Mit helt eget amerikanske plastic juletræ med 400 kulørte pærer skal da også op på kontoret igen i år. Jeg elsker nemlig jul og er nok lidt barnlig endnu - heldigvis.

Som planteforsker tager jeg også på feltarbejde nogle uger om året og nogen gange er børnene med. Sidst tog jeg min 10-årige søn med til Bolivia, og det var fantastisk. Jeg tror, at man må se livet som et eventyr. Indimellem må jeg leve med min dårlige samvittighed men jeg har det skægt. Og mine børn bliver forhåbentlig inspireret til også at følge deres drømme en dag.

Nina Rønsted på feltarbejde med sin søn i Uyuni saltørkenen i Bolivia