25. april 2014

Video afslører sejlfiskens lynhurtige fangstmetode

Forskere fra blandt andet Københavns Universitet har gennem videooptagelser afsløret sejlfiskenes voldsomme fangstteknik i jagten på deres fortrukne føde - sardiner. Sejlfisken, som tilhører sværdfiskefamilien, basker med hovedet og slår sardiner omkuld med sin sværdlignende kæbe, så sardinerne ryger ud af stimen og bliver et meget let bytte.

Den Atlantiske sejlfisk (Istiophorus albicans) tilhører sværdfiskefamilien Istiophoridae og er karakteristisk ved at have en forstørret rygfinne og en forlænget sværdlignende overkæbe. Sejlfisk kan blive op til 3 meter lange og anses for at være de hurtigste fisk af alle med svømmehastigheder på op til 100 km/t.

Klik på billedet for at hente stor udgave


Et internationalt team af forskere fra Canada, Danmark, Italien og Tyskland har i denne uge publiceret en artikel i det anerkendte britiske tidsskrift Proceedings of the Royal Society B., hvor de påviser, at sejlfisk bruger deres forlængede overkæbe – også kaldet rostrum – som et værktøj til at fange hurtigtsvømmende fisk, heriblandt sardiner.

Vi har foretaget adskillige observationer ud for den mexicanske kyst tæt på Yacatan kanalen, hvor vi har brugt flokke af fregatfugle tæt på havoverfladen som pejlepunkt for, hvor sejlfisk og sardiner mødtes i havet. Her dykkede vi ned med snorkeludstyr og undervands high-speed videokameraer, der kan optage 240 billeder pr. sekund. Optagelserne har givet os hel ny viden om sejlfiskenes fangstteknikker – og ikke mindst deres ekstreme hurtighed’, siger professor John Fleng Steffensen, Marinbiologisk Sektion på Biologisk Institut, Københavns Universitet.

Analysen af videooptagelserne viste, at sejlfiskene fangede sardinerne ved først at bevæge rostrum ind blandt sardinerne for derefter hurtigt at dreje hovedet og derved ramme og beskadige op til flere sardiner. Samtidig blev sardinerne ofte slået ud af kurs og ud af stimen, hvilke gjorde dem til et let bytte for sejlfiskene. Spidsen af rostrum viste på nogle af optagelserne kortvarigt at bevæge sig op mod 125 km/t – en hastighed der medførte, at sardinerne ikke havde nogen chance for at undvige. Denne bevægelse er sandsynligvis den hurtigste bevægelse nogensinde observeret blandt akvatiske dyr. Til sammenligning kan de bedste baseballspillere ramme bolden, så den opnår en hastighed på omkring 160 km/t.

Forskerteamet har planer om at forsætte undersøgelserne af sejlfiskene i Mexico ved hjælp af forskellige avancerede dataloggere indeholdende en kombination af accelerometre, gyroscoper, hastighedsmålere, GPS og VHF-sendere, samt filme fiskene med 3-D stereo-videoudstyr. Dataloggerne skal påmonteres fritsvømmende fisks rostrum og programmeres til at frigøres på et bestemt tidspunkt, hvorefter de kommer til overfladen og enten findes med en VHF-pejler eller sender indsamlede data til laboratoriet via en satellit.

De videre observationer er vigtige for blandt andet at fastslå, hvor hurtigt sejlfiskene i realiteten kan svømme, og hvordan deres anatomi og fysiologi gør dette muligt. Endvidere vil satellit-pop-up tags give vigtig information om sejlfiskenes udbredelsesmønstre i Atlanten, f.eks. om de bevæger sig ind i Det Indiske Ocean, hvor der også findes en bestand af sejlfisk. Teamet vil i forbindelse med de kommende undersøgelser blive udvidet med forskere fra Florida og Japan, som er specialister i henholdsvis observation af dyr med mobil undervandssonar og state-of the-art dataloggere til akvatiske dyr.  

Projektet er økonomisk støttet af blandt andet Carlsbergfondet.   

Yderligere information: