08. februar 2000

Sundhedseffekten af økologiske fødevarer under lup

Økologi

Der hersker mange myter om sammenhængen mellem økologiske fødevarer og menneskers sundhed, men de færreste af dem har en videnskabelige baggrund. Et nyt forskningsprojekt på Det Biovidenskabelige Fakultet skal klarlægge hvad vi ved – og ikke ved – om den ernæringsmæssige betydning af at spise økologisk produkter. Det er ikke omsorg for miljøet, der driver værket hos hovedparten af de forbrugere, som handler økologisk. Det er deres egen sundhed.

 

Frygten for pesticid- og medicinrester i maden er for fire ud af ti øko-kunder det vigtigste argument for at fravælge de konventionelt dyrkede fødevarer. Kun halvt så mange nævner hensynet til miljøet som hovedårsag. Det kunne reklamebureauet Scan-Ad konstatere, da de gik de økologiske forbrugere på klingen i 1998.

Men øko-forbrugerne handler i blinde, hvis de tror, at økologiske fødevarer skulle være sundere end konventionelt fremstillede. Det er der nemlig ikke noget belæg for.

Godt nok er der i tidens løb blevet fremført mange teorier om, hvordan de økologiske dyrkningsmetoder skulle resultere i ekstra sunde fødevarer, men disse teorier har aldrig fået videnskabens blå stempel. I al fald ikke over en bred kam. Nogle forsøg peger i en retning, andre i en anden, og det er svært at lave en generel konklusion på, hvad vi ved om sundhedseffekten af de økologiske fødevarer.

Det bliver der nu gjort noget ved. På Institut for Human Ernæring ved Det Biovidenskabelige Fakultet har man netop iværksat et stort projekt, der skal samle den viden, der gennem årene trods alt er genereret om økologisk dyrkede fødevarer og menneskers sundhed.

Kendte forskelle

Lektor, dr.med. Peter Marckmann, der koordinerer videnssyntesen, forklarer, at målet er at få beskrevet både hvad vi ved og hvad vi ikke ved. Meningen er nemlig, at man ud fra dette projekt skal kunne pege på nogle forskningsområder, man vil satse på i fremtiden.

Marckmann ridser kort op, hvad han selv mener, vi i dag har af medicinsk viden om den økologiske mads sundhedsværdi. Det drejer sig om tre punkter: De primære indholdsstoffer i dyr og planter (næringsstoffer som fedt, protein og vitaminer), de sekundære stoffer, som findes i meget lave koncentrationer og de såkaldt uønskede stoffer (pesticidrester, vækstfremmere o.lign.).

»Når man ser på de primære indholdsstoffer, finder man generelt, at de konventionelt dyrkede planter indeholder mere vand og mere nitrat end de økologiske. Det skyldes den store kvælstoftilførsel via gødningen i den konventionelle produktion. Kvælstoftilførelsen medfører også, at de konventionelle planteprodukter har et lavere C-vitaminindhold end økologiske,« fortæller Marckmann, der dog ikke vurderer, at det har den store sundhedsmæssige betydning:

»Forskellene er kun på omkring 10 procent, og det er ikke meget i forhold til, hvad man kan få ud at ændre jordbundstype, klimaforhold og ikke mindst plantesort. Her ser man forskelle i størrelsesordenen 100-300 procent«.

Usikkerhederne trives

Peter Marckmann er mere usikker på effekten af f.eks. pesticidrester i vores føde:

»20-30 procent af de konventionelle planteprodukter og cirka ti procent af de animalske produkter indeholder pesticidrester. I en til to procent af planteprodukterne findes de endda i mængder, der overstiger de tilladte grænseværdier. Alt det slipper man for i de økologiske fødevarer.«

»Veterinær- og Fødevaredirektoratet vurderer godt nok, at de små mængder pesticidrester vi indtager er uskadelige, men det er meget svært at udstede garantier om. Dels kan det være svært at overføre resultater fra dyreforsøg til mennesker, som man gør, når man fastsætter grænseværdier. Dels ved vi ikke, om der eventuelt skulle være nogle virkninger af at indtage flere forskellige pesticider på en gang,« påpeger Peter Marckmann.

Selv anbefaler han at bruge det forsigtighedsprincip overfor pesticid- og medicinrester simpelthen at spise så få ’forurenede’ fødevarer som muligt.

Man kommer endnu længere ud på gyngende grund, når man skal vurdere de sundhedsmæssige effekter af de sekundære stoffer. Det forhindrer dog ikke folk i at have meget stærke synspunkter om disse stoffer, og de er efterhånden blevet et centralt stridspunkt i debatten om de økologiske kontra de konventionelle fødevarer – også mellem forskerne på Det Biovidenskabelige Fakultet.

Sekundære stoffer

Begrebet sekundære stoffer dækker over en lang række vidt forskellige stoffer, som i virkeligheden kun har det til fælles, at de ikke produceres i store mængder i organismerne (primært planter) og har mere eller mindre ukendte virkninger i de mennesker, som spiser planterne.

Skillelinien mellem primære og sekundære stoffer er derfor flydende, idet nogle af de stoffer, som vi regner blandt de primære næringsstoffer, også optræder i meget små mængder, men blot har en kendt og afgørende funktion for menneskers velvære. F.eks. blev vitamin K regnet for et sekundært stof, indtil danskeren Henrik Dam i 1943 opdagede, at vores blod ikke kan størkne uden stoffet. Nu regnes vitamin K derfor for et primært stof.

De sekundære stoffer, som dannes af planterne, er primært forsvarsstoffer og smags-, lugt- og farvestoffer. Det antages generelt, at mængden af disse stoffer er større i økologisk end i konventionelt dyrkede afgrøder. Antagelsen hviler på to teorier:

1) Alle planter laver stoffer til forsvar mod svampe, bakterier, insekter osv. Men da planterne ikke beskyttes af pesticider i det økologiske jordbrug, kunne man forestille sig, at mængden af forsvarsstoffer er større hos de økologisk dyrkede planter.

2) Samtidig er det kendt, at der ophobes flere sekundære stoffer i f.eks. frugt, jo senere afgrøderne høstes. Da man i det økologiske jordbrug høster senere end normalt, er det nærliggende at forestille sig, at der derfor af denne grund dannes både flere forsvars-, smags-, lugt- og farvestoffer i de økologiske produkter.

Begge hypoteser er dog ikke særlig velunderbyggede med eksperimentelle data. Alligevel anerkender også modstandere af teorien om de sekundære stoffers gavnlige virkning, at det er muligt, at der er flere sekundære stoffer i de økologisk dyrkede planter.

Det centrale spørgsmål er nemlig ikke om, der er forskel i mængden af sekundære stoffer i de forskellige produkter, men hvilken betydning, denne forskel har.

Mange funktioner

En af dem, der mener, at de sekundære stoffer har en vigtig positiv indflydelse på menneskers sundhed, er Ane Bodil Søgaard. Hun er forskningslektor på Sektion for Agroøkologi ved Institut for Jordbrugsvidenskab på Det Biovidenskabelige Fakultet og forsker selv i sekundære stoffer.

Ane Bodil Søgaard forklarer, at selvom mange sekundære stoffer dannes som forsvar for planterne, så betyder det ikke automatisk, at de er skadelige for os mennesker:

»De enkelte stoffer kan have mange forskellige virkninger. Som eksempel kan man tage antocyan. Det farver hyldebær røde og er samtidig et forsvarsstof for hylden. I byg virker antocyan som et antifrysemiddel og bevirker samtidig, at planten bliver bedre til at optage vand,« forklarer hun, og fortsætter:

»Derfor kan de forskellige sekundære stoffer også have en lang række virkninger i mennesker. Mange af disse virkninger kender vi ikke, men vi ved, at mange af stofferne har en antioxiderende virkning, hvilket vil sige, at de hæmmer de frie iltradikaler, som er skadelige for både planter, dyr og mennesker,« siger Ane Bodil Søgaard.

Planter er gift

Et helt andet syn på plantestoffer møder man hos forskningsprofessor Henrik Vibe Scheller fra Institut for Plantebiologi på Det Biovidenskabelige Fakultet:

»De fleste sekundære plantestoffer er giftstoffer… Der er næppe tvivl om, at en stor del af kræftforekomsten i befolkningen skyldes naturstoffer, som kommer fra planter. Det er svært at sætte tal på, men vi ved, at 99,99 procent af de giftige stoffer, vi indtager, kommer fra planter,« skrev Vibe Scheller i Berlingske Tidende den 1. februar 2000.

»Når planter er stressede, producerer de flere sekundære stoffer… Økologisk dyrkede planter vil i mange tilfælde være mere stressede end konventionelt dyrkede planter, dels fordi de har mindre kvælstof tilgængeligt, dels fordi de er udsat for flere stresspåvirkninger, end planter der bliver beskyttet mod angreb ved hjælp af pesticider,« skriver Henrik Vibe Scheller.

Forskningsprofessoren mener dog ikke, at de giftige sekundære stoffer er et sundhedsmæssigt problem, så længe man sørger for at spise varieret. Omvendt mener han heller ikke, at de sekundære stoffer har en gavnlig effekt.

Enkelte dyreforsøg har dog peget i retning af en gavnlig effekt. Man har i forsøgene fundet, at det økologiske foder havde nogle positive effekter på frugtbarhed og modstandskraft hos dyrene. Samtidig kunne forskerne bag forsøgene ikke påvise nogle forskelle på det økologiske og det konventionelle foder. Det kunne derfor tyde på, at der i det økologiske foder var nogle ukendte stoffer eller stoffer i meget små mængder, som har en positiv indvirkning på helbredet.

Forsøgene er dog blevet kritiseret for ikke at have været tilstrækkeligt godt planlagte, og Peter Marckmann kunne godt tænke sig, at få bekræftet forsøgsresultaterne, før han vil tillægge forsøgene særlig værdi.

Fare for det økologiske projekt

Peter Marckmann tvivler også på, at den forestående videnssyntese generelt vil kunne finde gode sammenhænge mellem de økologiske fødevarer og menneskers sundhed. Et mere sandsynligt udfald af det 1,8 millioner kroner store projekt vil være, at man generelt vil kunne påvise hvilke faktorer, der har betydning for planternes ernæringskvalitet for både dyr og mennesker.

Desuden vil man ud over de rent biologiske faktorer også undersøge, hvordan de biodynamiske og økologiske produkter opleves af forbrugerne i forhold til deres sundhed. Måske vil det vise sig, at det er sundere at spise økologisk mad, fordi det simpelthen føles mere trygt end at indtage den konventionelt dyrkede mad, foreslår Marckmann.

Rent biologisk tror Peter Marckmann dog ikke, at eventuelt marginale fordele ved de økologiske produkter betyder noget sammenlignet med andre faktorer – som f.eks. hvilken betydning danskernes store fedtindtag har for folkesundheden. Alligevel putter Peter Marckmann selv en god del økologiske produkter i indkøbsvognen.

Det sker dog ikke ud fra en tro på, at de skulle tilføre ham nævneværdigt flere gode stoffer – hverken primære eller sekundære. Han mener til gengæld, at det økologiske jordbrug er mere skånsomt overfor miljøet (og dermed i sidste ende også for os mennesker), at husdyrvelfærden er bedre – og så vil han gerne slippe for pesticidresterne i maden.

Derfor frygter han også, at det nystartede projekt vil give bagslag for de økologiske produkter, når facit gøres op om et år:

»Det kan være, at folk bliver skuffede, hvis de finder ud af, at de økologiske produkter ikke har nogen påviselig betydning for deres sundhed. Men der må man huske at minde dem om, at det økologiske landbrug stadig gavner i forhold til det omgivende miljø og dyreetikken,« siger Peter Marckmann.

Som den ernæringsekspert han er, kan han dog også se en folkeopdragende effekt af en ’negativ’ konklusion:

»For nogle vil det måske være meget sundt at finde ud af, at blot fordi man spiser økologisk, lever man ikke nødvendigvis sundt. Økologisk smør feder også,« understreger han.

Alt dette er dog endnu kun spekulationer. Om et år vil projektgruppen – og dermed også den almindelige dansker – forhåbentlig have et langt bedre overblik over den slagmark, hvor slaget om de økologiske fødevarers sundhedsværdi udkæmpes.

En udvikling, som alle slagets parter på Det Biovidenskabelige Fakultet hilser velkommen.

En økomyte under beskydning

Forbrugeren Peter Marckmanns forbehold overfor de konventionelt fremstillede fødevarer forhindrer ikke lægen Peter Marckmann i at afvise myten om de økologiske landmænds bedre sædkvalitet.

Han håber, at det nystartede projekt på Forskningsinstitut for Human Ernæring kan være med til at aflive både denne og andre myter om de økologiske fødevarers sundhedsværdi. Her er en kort beretning om mytens opståen og – vil nogle mene – fald

»Økologisk mad øger sædkvalitet« lød overskriften på Politikens kioskbasker-nyhed den 22. februar 1994. Baggrunden var en mini-undersøgelse, som havde vist, at økologiske jordbrugere havde flere sædceller per milliliter end en kontrolgruppe fra et luftfartsselskab.

Danmark, og store dele af resten af verden, gik nærmest i chok over det alarmerende budskab, og bekymringen blev ikke mindre, da en lidt større undersøgelse to år senere, den 29. juni 1996 udløste en næsten identisk overskrift i samme avis: »Økologisk mad giver bedre sædkvalitet«.

Her var beviserne endelig: Den økologiske mad er sundere end den, der produceres i det konventionelle landbrug. Pesticidrester i maden havde længe været under mistanke for at have østrogenlignende – og dermed sundhedsskadelige – virkninger, og nu kunne mistanken altså verificeres. Kort sagt: drik økomælk og få børn!

Det budskab sidder nok stadig printet på manges nethinder, selvom forskere fra Århus Universitetshospital med en ny undersøgelse sidste forår ikke kunne finde nogen sammenhæng mellem dyrkningsformer hos landbrugerne og deres sædkvalitet.
I de selvransagende interviews, der fulgte efter, kunne 1. reservelæge Eva Carlsen, som havde været med til at lave den første undersøgelse endda fortælle, at forskerne aldrig havde påstået, at det var den økologiske mad, som skulle være årsagen til den højere sædkvaliteten hos de økologiske jordbrugere. Forskerne havde blot påvist en forskel mellem de to forsøgsgrupper, men ikke prøvet at forklare forskellen.

»Faktisk konkluderede vi, at den forøgede sædkvalitet lige så godt kunne hænge sammen med økofolkets generelle livsstil eller være betinget af geografiske faktorer. 53 procent af økofolkene var således bosat uden for Københavnsområdet, mens dette kun gjaldt for 16 procent af mændene i kontrolgruppen«, fortalte hun Politiken 22. april 1999 under overskriften »Økomyte skudt i sænk«.

Men var den nu også det? Tydeligvis skal man tage avisoverskrifterne med mere end et gran salt, og selvom en undersøgelse ikke kan finde nogen forskel, så annullerer det jo ikke resultaterne fra de tidligere undersøgelser, hvor man godt kunne se ’den lille forskel’. Miljøstyrelsens eksperter tror mest på den seneste undersøgelse, og mener derfor ikke, at pesticidrester i maden skulle udgøre nogen sundhedsrisiko for befolkningen.

Et er dog embedsmænd og forskere, et andet er den brede befolkning. Her det det nok temmelig tvivlsomt, om ’økomyten’ er skudt i sænk. Den har måske nok fået nogle skud for boven, men kan sikkert holde sig flydende længe endnu.