13. juni 2006

Kan proteiner gøre børn fede?

Protein

Feder protein? De fleste vil nok uden at tøve svare nej til dette spørgsmål, men måske er det rent faktisk sådan, at protein kan føre til fedme på et senere tidspunkt, hvis et barn får for meget af det, mens det er spædt.

På Det Biovidenskabelige Fakultet håber ph.d.-studerende i human ernæring Camilla Hoppe at kunne rejse penge til et projekt, der skal undersøge, om børn, der får for meget protein i tiden, mellem de som 9 og 12 måneder gamle omstiller sig fra modermælk til almindelig mad, har en forhøjet risiko for at blive et af de overvægtige børn, der bliver talt så meget om i øjeblikket.

De fleste danske børn får mere protein i denne periode af deres liv, end de har behov for.
Grunden til det er, at de på dette tidspunkt spiser noget af den mad, resten af familien får, og derudover får de fleste af børnene også sødmælk, som har et ret højt indhold af protein i forhold til den brystmælk eller modermælks- erstatning, barnet hidtil har været vant til.

Alt i alt bliver det til, at nogle børn får mellem fire til syv gange den mængde protein, deres krop reelt har behov for. Der er flere teorier om, hvilken betydning det har for børn at have så højt et proteinindtag, hvoraf Camilla Hoppe vil beskæftige sig med to af dem.

Det er dels teorien om, at et tidligt højt proteinindtag øger risikoen for at udvikle fedme senere i barndommen og at et højt indtag af måske især mælkeprotein kan øge risikoen for forhøjede niveauer af insulin i blodet, som er en såkaldt risiko-markør for type-2 diabetes ("gammelmandssukkersyge").

Fedme kan grundlægges tidligt

Protein-fedme-hypotesen går ud på, at hvis man på et tidspunkt tidligt i livet - forskerne ved endnu ikke præcis, hvornår det er - får for meget protein, vil proteinet indgå i et kompliceret samspil med insulin og vækstfaktoren IGF-I (Inslulin-like Growth Factor I), sådan at dannelsen af væksthormonet IGF-I stimuleres.

Teorien går på, at hvis niveauerne af IGF-I stiger, vil det øge dannelsen af fedtceller, sådan at fedtcellerne bliver større, samtidig med, at der bliver flere af dem, og barnet bliver dermed tilbøjelig til at udvikle fedme senere hen.

Overordnet findes den såkaldte programmerings-hypotese, som går på, at hvis man på et kritisk tidspunkt tidligt i livet, som foster eller spæd, udsættes for traumer som for eksempel underernæring, ændres kroppens sammensætning og stofskifte permanent.

Et eksempel på, hvordan denne mekanisme ytrer sig, har man set hos nogle indiske børn, hvis mødre ikke fik nok at spise under graviditeten.

Disse børn blev hæmmet i deres vækst, allerede mens de lå i livmoderen, og de var derfor meget små, da de blev født, men senere hen havde de stor risiko for at blive overvægtige og udvikle type 2 diabetes. Dette kan skyldes, at deres kroppe blev programmeret til ikke at få så meget energi, mens de var fostre.

Hvis børnene så senere får en meget kalorierig kost, vil deres kroppe ikke være "i træning" til at håndtere store mængder energi, hvorimod en krop, som hele tiden har fået tilstrækkelig med energi, vil være bedre i stand til at håndtere kalorierne.

For meget protein i dansk mad

Protein tager pladsen op for fedtet i de små børns kost, og ifølge Camilla Hoppe får de fleste danske børn mere protein, end de behøver:

"Der er generelt rigeligt protein i almindelig dansk kost. Anbefalingerne om 10-15% protein er fint for os voksne, men børn i 1-års-alderen behøver faktisk kun 5-8% protein i kosten, men i og med at de fra de er cirka 1 år gamle spiser den samme kost som os voksne, betyder det, at de får temmelig meget mere protein end de fysiologisk har behov for," forklarer Camilla Hoppe.

"Et typisk dansk barn får 3½ gange så meget protein, som det har behov for, og det sker der formentlig ikke noget ved. Man ved ikke om det er skadeligt, men der er noget der tyder på, at det er uklogt at lade børnene indtage 5-7 gange så meget som de har behov for. Det er der nogle danske børn, der får, og det er ikke fordi, de udelukkende lever af kalkunkød, som er meget proteinrigt. Det er simpelthen fordi, der er nogle familier, der spiser mere proteinrigt end andre" siger hun.

Mælke- og køddrenge

En af måderne man kunne undersøge, hvilken virkning et højt proteinindtag kan have på børn, er selvfølgelig at give spædbørnene store mængder protein, og så derefter undersøge, hvad der sker. Men det er ikke sådan et forsøg, Camilla Hoppe og hendes kolleger har i tankerne:

"Det er etisk uforsvarligt at ændre kraftigt på helt små børns proteinindtag. Derfor har vi i stedet lavet et forsøg med 8-årige drenge, der i en uge enten skulle drikke 2 liter mælk eller spise 300 gram kød om dagen. Vi målte drengenes IGF-I- og insulinkoncentration i blodet før og efter den uge, og vi så, at hos de drenge, der havde fået det ekstra proteintilskud i form af mælk, steg IGF-I meget og deres faste-insulin steg til over det dobbelte, siger Camilla Hoppe og uddyber:

"Et højt niveau af faste-insulin kan være tegn på begyndende insulinresistens, som kan være en markering af, at man er i fare for at udvikle type-2 diabetes. Vi så ikke de samme stigninger hos den gruppe, der fik kød, så vi er begyndt at snakke om, om der måske er noget andet i mælken end proteinet, der stimulerer IGF-I. Jeg synes det virker oplagt, hvis der er noget i mælken, der stimulerer væksten meget, fordi den er lavet til små kalve, som virkelig skal vokse hurtigt, men hvad det er for nogle faktorer og hvordan vi kommer det nærmere, ved vi ikke endnu."

"Det er ikke sådan, at man som forældre på baggrund af det lidt, vi ved nu, skal begynde at spekulere i, hvordan man reducerer proteinmængden i sit barns kost. Et godt råd, man dog allerede kan tage til sig, er at undgå de meget proteinrige produkter som for eksempel ymer, ylette og kvarg det første leveår" fortæller Camilla Hoppe.

Mælk undersøges

Der er forskel på proteinindholdet i sødmælk og modermælkserstatning, så i stedet for at gå ind og manipulere kraftigt med de små børns kost, er Camilla Hoppes idé derfor at følge en gruppe børn, der er blevet ammet indtil 6-måneders-alderen, og som derefter enten får sødmælk eller modermælks- erstatning som eneste mælkekilde i perioden indtil de får den samme mad som resten af deres familie, når de er omkring 1 år.

Planen er at undersøge børnene, når de er 9, 12 og 18 måneder gamle, hvor der vil blive set på deres vækst, kropssammensætning og en masse blodparametre som for eksempel IGF-I og insulin, og derudover vil Camilla Hoppe og hendes kolleger også se på børnenes psykologiske og motoriske udvikling.

"Vi har allerede lavet én undersøgelse for at se, om der var noget om protein-fedme-hypotesen. Vi havde nogle data på 150 børn, som var blevet fulgt med hensyn til vækst, ernæring og blodparametre fra de var 0 til 12 måneder gamle. Vi undersøgte dem igen, da de var 10 år gamle, og vi så på, om der var en sammenhæng mellem hvor meget protein, de fik tidligt i livet, og hvor overvægtige de var som 10-årige," fortæller Hoppe.

"I vores gruppe er de børn, der har fået meget protein i 9-måneders-alderen ikke mere overvægtige end de øvrige børn, men de er højere og de er tungere. Vores undersøgelse har altså ikke kunnet understøtte denne protein-fedme-hypotese, som den er. Det ville da også være mærkeligt, hvis IGF-I, som jo er en anabolsk vækstfaktor, kun skulle stimulere dannelsen af fedtceller og ikke også væksten af muskler og knogler. Jeg tror på hypotesen alligevel, men på den måde, at protein stimulerer væksten generelt," forklarer hun.

"Man kan måske så forestille sig, at det, at man vokser hurtigt, kommer til at gå ud over kvaliteten. Der har det nemlig vist sig, at de børn, der voksede hurtigst i 9-måneders-alderen, havde de dårligst mineraliserede knogler i 10-års alderen, men det er kun en observation, og vi kan slet ikke sige noget om årssags- sammenhæng på baggrund af dette" siger hun.

At arbejde med børn

Et af de svære og tidskrævende, men også meget spændende, elementer i Camilla Hoppes projekt er selve arbejdet med de små børn.

"Det er generelt svært at arbejde med de helt små børn. Det er for eksempel ikke nemt at tage blodprøver på små børn - én ting er at gøre det på syge børn på hospitalet, hvor det er pine død nødvendigt, men her har vi at gøre med raske børn, og forældrene er selvfølgelig meget opmærksomme på, hvad vi gør med deres børn. I den aldersgruppe fra 9 til 18 måneder er der det specielle, at børnene er ret bevidste, men man kan ikke forklare dem, at det er ovre om lidt," fortæller Camilla Hoppe.

"Vi vil helst have en blodprøve fra en vene i armen, men selv om man fikserer armen ved at to personer holder i den, er de i stand til at vride den rundt, og selv om selve blodprøven ikke gør ondt, fordi vi smører en lokalbedøvende creme på armen, kan børn naturligvis ikke lide at blive holdt fast. Hvis det ikke kan lade sig gøre, må vi i stedet prøve at få en blodprøve fra en finger, men den type blodprøver er lidt drilske, for det er ikke de samme koncentrationer af stoffer, man finder i en blodprøve, hvor blodet selv er dryppet ud og så i én, hvor man er blevet nødt til at klemme det ud," forklarer hun og fortsætter:

"Vi skal også have urinprøver fra børnene, og det foregår ved at tape en pose rundt om barnet, indtil det har "leveret". Derudover skal vi lave de psyko-motoriske tests. Man skal gøre dem interes- serede i et stykke legetøj, hvorefter man lægger en klud over det, og så skal de være fokuserede og intelligente nok til at fjerne kluden for at få fat i legetøjet igen. De videofilmes under hele seancen med et kamera, som har en fintfølende timer, så vi bagefter kan se, hvor hurtige de er."

"Selv om arbejdet med børnene også er tidskrævende og besværligt er det hovedsageligt smaddersjovt og meget bekræftende. Det kræver mere forsøgs- personspleje, end hvis man arbejder med voksne, fordi de små børn jo ikke selv har valgt at være med - det er forældrene, der har valgt for dem. Det bliver et meget personligt arbejde, for det bliver hele familien, man kommer ind i, fordi der tit er en storesøster eller en storebror med også. Da vi lavede forsøget med de 8-årige var jeg med ude i hjemmene for at aflevere mælken, så man kommer tæt på, og det er dejligt" siger Hoppe.

Strenge etiske krav

Projekterne skal godkendes i De Videnskabsetiske Komitéer for Frederiksberg og Københavns Kommuner, som blandt andet ser på relevansen af forsøget i forhold til det, børnene bliver udsat for.

"Sådan et relativt simpelt forsøg som at give 8-årige drenge mælk i en uge, kræver godkendelse, blandt andet fordi, vi skal tage blodprøver på dem, og fordi der så kommer nogle oplysninger på dem. De skal også selv skrive under på, at de gerne vil være med, og de skal have at vide - både mundtligt og skriftligt - at de når som helst og uden yderligere forklaring kan trække sig ud . Alle de papirer og blanketter, man giver forsøgspersonerne, skal med til godkendelse i Videnskabsetisk Komité, sådan at den kan se, at der ikke er noget pres på børnene" fortæller Camilla Hoppe.

Hun fortæller også, at hendes planlagte undersøgelse af mælk og modermælkserstatning ikke ville blive godkendt i Finland, fordi man der vil ikke godkende, at der tages blodprøve på et barn, medmindre barnet selv får gavn af det.

Og det gør børnene i Camilla Hoppes forsøg jo ikke, men måske får børnenes kommende små søskende, eller folk i almindelighed på sigt noget ud af det, og derfor er det praksis, at den type forsøg bliver godkendt i Danmark.