21. august 2005

Nekrolog over helsekostindustriens darling

Kostilskud

Hypotesen om at stribevis af alvorlige sygdomme kan forebygges ved hjælp af store doser kosttilskud holdt ikke. De gode råd var ikke blot dyre - de var også farlige, siger dansk professor.

Af Kaare Skovmand.

Når man læser nekrologer i Ugeskrift for Læger, er det i reglen fordi en læge er død. Men det hænder, at også teorier kan afgå ved døden og få deres egen nekrolog.

Men mens en afdød kollegas bortgang oftest følges af nogle pæne ord, gælder dette ikke altid for teorier. Og da slet ikke, hvis der er tale om tyvagtige teorier, der i årtier har taget os ved næsen, tømt vore lommer og udsat vort helbred for stor risiko.

En sådan teori er nu gået bort. Fulgt til graven af fem professorer, en sundhedschef og en afdelingsleder, der i ugeskriftet med stille men fast penneføring tegner en profil af en teori, der mæt af dage er stedt til hvile - antioxidanthypotesen.

Den holdt ikke, fastslår de syv fagfolk, der hver for sig repræsenterer den ypperste sagkundskab inden for fysiologi, farmakologi, fødevare- og ernæringsvidenskab.

Andetsteds i ugeskriftet holder professor Arne Astrup, Institut for Human Ernæring på Det Biovidenskabelige Fakultet, en gravprædiken over antioxidanthypotesen. Og Astrup tager noget mere hårdhændet på afdøde. Astrups leder, der refererer til de syv specialisters statusartikel, serveres under denne overskrift:

»Antioxidantteorien er død. Hvor mange danskere døde med den ?«
Direkte adspurgt erkender svovlprædikant Astrup, at han ikke kan føre bevis for sin påstand om teoriens dødsofre. Men han anser det for sandsynligt, at anbefalingerne af store mængder kosttilskud kan have været fatal for nogle.

»Jeg har vanskeligt ved at forestille mig andet end at mange må være døde eller have fået fremskyndet deres kræftsygdom på grund af denne teori«, siger Arne Astrup.

I sin leder henviser Arne Astrup til, at der allerede i 1994 blev advaret om risikoen ved antioxidanthypotesen. Budskabet fra Ernæringsrådet lød, at overdreven indtagelse af »antioxidative kosttilskud« både kunne øge dødeligheden af kræft i mave-tarm-kanalen og dødeligheden af hjerte-karsygdom.

Antioxidanthypotesens kernepunkt er, at vi bliver syge af de skadelige frie radikaler i vores organisme og raske af antioxidanter, som typisk ses i frugt og grønt og bl.a. udgøres af vitaminerne C og E samt betakaroten. Men det er aldrig dokumenteret, at det netop er indholdet af antioxidanter, der gør, at frugt og grønt rent faktisk nedsætter vores sygdomsrisiko. Så her »dør« teorien altså.

Ifølge Arne Astrup var teoriens ying-yang-koncept det rene guf for helsekostbranchens markedsføring: Kampen mellem de onde frie radikaler og de gode antioxidanter. Et budskab, der var til at forstå for forbrugerne.

En af teoriens førende bagmænd var den dobbelte Nobelpristager, amerikaneren Linus Pauling, der både videnskabeligt og bogstaveligt forspiste sig på tanken om C-vitaminernes helsebringende effekt. Ved sin død i 1994 var Pauling som forsker rangeret ud på et sidespor - og oppe på daglige doser af næsten 20 gram C-vitamin.

Da havde den amerikanske helsekostindustri for længst banket antioxidanthypotesen ind i forbrugernes bevidsthed, og lige siden er salget gået strygende i hele den vestlige verden.

»Men det er ikke kun helsekostbranchen, der skal stå for skud. Også masser af forskere har været med til at bære dette her frem. Jeg husker stadig, hvordan mange af mine amerikanske forskerkolleger på møder i 1990'erne havde hele glas fulde af antioxidanter med i deres tasker. De stolede fuldt og fast på teorien og tog selv vitaminerne«, fortæller Arne Astrup.

Antioxidantteorien er ikke grebet ud af den blå luft. En række undersøgelser viser, at personer med et højt indtag af antioxidanter har en lavere forekomst af hjerte-karsygdom og en række kræftformer end personer med et lavere indtag af antioxidanter.

Det viser ifølge Arne Astrup, at man skal være varsom med alene at basere sine anbefalinger på, hvad han kalder plausible mekanismer og observerende befolkningsstudier.

Der er formentlig tale om årsagsforveksling, mener Astrup. Altså det fænomen, at det ofte er personer med en generelt sund livsstil, der køber disse kosttilskud. Deres sunde livsstil gør, at de har en lavere sygdomsrisiko på trods af, at de påfører sig en ekstra risiko ved at spise de sygdomsforvoldende kosttilskud.

Men der sælges jo stadig masser af vitaminer og antioxidanter som kosttilskud - har folk ikke hørt jeres budskab ?

»Vores udmeldinger skal vejes op mod en konstant strøm af meddelelser om det modsatte - bl.a. fra husstandsomdelte reklameaviser - som er med til at holde salget i gang. Der er jo heller ikke lagt nogen begrænsninger på salget af f.eks. E- og C-vitaminer. Derimod indførte den daværende sundhedsminister Yvonne Herløv Andersen forbud mod salg af betakaroten i store doser, efter det blev påvist, at det kunne være kræftfremkaldende«, siger Arne Astrup.