08. december 2005

Sæt en mager gris på gaflen - og tab dig

Animalsk protein

Så forjættende lyder budskabet fra Institut for Human Ernæring på Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet. Et forskningsforsøg har påvist at ved et stort indtag af animalsk protein især fra svinekød, kan vi tabe os syv til otte kilo på seks måneder.

Overlæge, lektor Søren Toubro har nogle bud på, hvorfor animalsk protein har den effekt, men påpeger samtidig, at der ikke er nogen enkelt forklaring. Der er mange faktorer, der spiller ind, når man ser på ernæring og overvægt, så der forskes stadig.

Julens glade budskab

Julens glade budskab er, at flæskestegen juleaften ikke nødvendigvis er hovedsynderen, når vægten er steget et par kilo i januar. Det viser et forsøg, som Institut for Human Ernæring foretog i 1996-1997, hvor et halvhundrede overvægtige personer deltog.

Målet med forsøget var at finde ud af, hvor man skulle dirigere appetitten hen, når man skar ned på fedtet. Skulle det være mere protein eller mere kulhydrat?

I første omgang kiggede forskerne på forholdet mellem vægttab og protein kontra kulhydrat. Proteinet var overvejende animalsk protein, som findes i kød og mælkeprodukter.

Forsøgspersonerne i højpro­teingruppen kunne blandt andet mæske sig i gode kødudskæringer ad libitum i et halvt år og resultatet var, at de tabte sig mere end højkulhydratgruppen.

Psykologi kan spille ind på forsøgsresultater

Forsøgspersonerne blev delt op i to grupper ved lodtrækning. En gruppe skulle have et fedtindtag på max 30 procent og et protein­indtag på 24 procent. Denne gruppe blev kaldt højproteingruppen.

Den anden gruppe, lavproteingruppen, skulle ligeledes have et fedt­indtag på max 30 procent, mens proteinindtaget skulle ligge på 12 procent.

For at kunne styre dette indtag, oprettede fakultetet en butik, hvor forsøgspersonerne kunne hente al deres mad gratis. Butikken, som er ret enestående internationalt set, har siden været brugt til andre projekter, blandt andet til MUFOBes, som er beskrevet i Brune bønner på danske middagsborde?, BioInfo Nyt, september 2005.

I det halve år, hvor forsøget varede, blev forsøgspersonerne grundigt undersøgt ved start, efter tre måneder og ved afslutningen.

Forsøget var et lodtrækningsforsøg – også kaldet et randomiseret forsøg, som gerne skal være et blindet forsøg.

Et blindet forsøg vil sige, at forsøgspersoner og forskere ikke ved, hvilken gruppe forsøgs­personerne via lodtrækningen er havnet i. Det var umuligt her, for det kunne jo ikke skjules, hvilken slags kost deltagerne skulle spise. De blev bedt om at vælge fødevarer i butikken, så det passede med den gruppe, de tilhørte.

For at få deltagere til at melde sig til et forsk­ningsforsøg, er det vigtigt, at de kan forvente et for dem positivt resultat. I dette tilfælde et vægttab. Som begrundelse for forsøget, fortalte forskerne, at alene et nedsat fedt­indtag ville fremme vægttabet.

Det var vigtigt, at forsøgspersonerne ikke fra start af fokuserede på, at det var protein og kulhy­drat, der blev undersøgt. Der er nemlig flere faktorer, der kan spille ind på et forsøgsresul­tat.

Alene det, at man sætter fokus på sin kost, kan være medvirkende til et vægttab, og har man så sit fokus på fedtindtaget, vil man helt automatisk være tilbøjelig til at vælge fedt fra. Det er altså meget psykologi med i spillet.

Resultaterne fra Søren Toubros forsøg viser, at man godt kan tabe sig på magert svinekød. Foto: BioInfo

Det gode ved netop dette forsøg var, at forskerne kunne måle, hvor meget protein, forsøgspersonerne indtog i urinen. Der var dobbelt så stor udskillelse af nitrogen – et restprodukt fra nedbrydningen af protein – i højproteingruppen som i den gruppe, der skulle spise mere kulhydrat. Den forskel holdt sig gennem hele forsøget som en biomarkør for en markant gruppeforskel i protein­indtaget.

Stort proteinindtager ikke farligt

”Det har været hævdet, at et stort proteinind­tag kunne være farligt for nyrer og knogler”, fortæller Søren Toubro, ”men når vi kiggede på hele sikkerhedssiden, var der ikke noget at komme efter.”

”Vi målte, hvordan nyrerne rensede op og vores forsøgspersoners nyrer fungerede fuld­stændigt, som de skulle. Vi kunne iagttage, at når man får mere protein i kosten, så vokser nyrerne rent faktisk. Den belastning, de skal arbejde med, kompenserer nyrerne for ved at vokse. Det var en mindre vækst, men de voksede dog”.

Der har også været frygt for, at protein i store mængder kunne skade knoglerne, men forskerne undersøgte ved hjælp af dexa-scanning, som er en metode til bestemmelse af mineralmængden i knoglerne, om det var tilfældet. Også her var resultatet negativt. Knoglerne tog ikke skade.

”Så er der mange, der mener, at protein kan have en vævsopbyggende virkning (anabol-effekt), men jeg har aldrig set gode undersø­gelser, som kan bekræfte dette. Det ville ellers være af stor værdi for dem, der sælger proteintilskud i motionscentre at kunne an­noncere med det”, fortsætter Søren Toubro.

Forskerne undersøgte også de biokemiske markører for insulinfølsomhed. De påviste, at dem der tabte sig mest, også havde en større insulinfølsomhed, hvilket var forventeligt. Men om det var proteinet eller selve vægttabet, der forårsagede dette, er ikke klarlagt.

På Institut for Human Ernæring er de i de kommende år med i det stort europæisk studie, der skal undersøge insulins og det glykæmiske indeks sammenhæng med vægttab.

Tabte op til otte kilo

Den største effekt så man i højproteingrup­pen. Forsøgspersonerne tabte sig i gennem­snit syv et halvt til otte kilo over et halvt år, mens lavproteingruppen tabte sig fem til fem et halvt kilo. Faktisk begyndte vægttabet alle­rede at vise sig efter tre måneder, så der var gevinst ret hurtigt.

Selv om forsøgspersonerne stoppede med at handle i butikken efter seks måneder, så fulgte forskerne dem i op til et halvt år efter. Og de gode resultater så ud til at holde sig så godt, at deltagerne i lavproteingruppen så, at der var noget at hente, hvis de gik op i proteinindtag.

Virker protein appetitregulerende?

”For mig er den mest nærliggende årsag, at vores appetit bliver bedre tilfredsstillet af protein end af kulhydrater,” siger Søren Toubro.

”Vi har ikke depoter, der kan lagre overskydende protein på samme måde, som kulhydrater bliver oplagret i kroppen. Det er foreslået - baseret på overfordringsstudier, at man kompenserer for et lavt indtag af protein ved at øge forbrændingen. Man brænder energien af, så man kan spise noget mere for at få den proteinmængde, som er nødvendig."

"Omvendt, spiser man en kost med et højt proteinindhold, så stimuleres energiomsæt­ningen ligeledes for at slippe af med det overskydende protein, som kun i begrænset mængde kan omdannes som glykogen eller eventuelt fedt.

Vores forbrænding, som følge af hvad vi spiser, er på omkring 10-15 energiprocent. Denne energi bruges eller går tabt ved absorption og deponering," forklarer han.

"Forskere har forsøgt medicinsk at stimulere energiomsætningen, og kommer man op over de omkring 10 procent, så er bivirknin­gerne for kraftige. Pupillerne vil åbne sig og evnen til at fokusere blive nedsat – en slags Belladonna-effekt. Vi kan altså ikke sidde som små brændeovne og brænde det hele af, hvis vi spiser for meget.”

Søren Toubro mener, at der mangler forsk­ning helt ned på det enkelte aminosyre-niveau. For eksempel kunne signaleringen såvel lokalt som centralt i tarmen være forskellig.

Billedet viser et af Institut for Human Ernærings to respirationskamre, hvor forskerne kan måle en persons stofskifte meget præcFoto: BioInfoist.

Forsøgspersonerne opholder sig i kamrene op til flere døgn ad gangen. Måltiderne serveres gennem en lille lufttæt luge. I kamrene er der seng, bord, TV, computer og en motionscykel. Der kan tages prøver af udåndingsluften for at kunne måle forsøgspersonens stofskifte både i hvile og aktivitet. 

Animalsk protein kontra vegetabilsk

Forsøg med en butik, hvor forsøgspersonerne kvit og frit kan hente deres madvarer, er meget kostbare, derfor søger Institut for Human Ernæring efter sponsorer i de tilfælde, hvor butiksmodellen skal anvendes. Til det første forsøg meldte Danske Slagterier sig på banen, derfor var det især protein fra kød, der blev undersøgt.

Forskerne ønskede derfor efterfølgende at se, om der var forskel på animalsk og vegetabilsk protein i forbindelse med vægttab.

Dette forsøg var i modsætning til det første blindet. I dag kan man købe sojaprotein, der med en god leverandør eller koks hjælp, ikke kan skelnes fra kødprodukter ved serveringen.

”Det gode ved blindede forsøg er,” siger Søren Toubro, ”at man ikke kan gætte, hvad man får og derfor ikke ubevidst selv er med til at påvirke forsøgsresultatet.”

Resultatet af forsøget blev, at animalsk protein har en højere termogen effekt end vegetabilsk. En af forklaringerne kunne være, at der er mere svovl i animalsk protein. Men der skal flere forsøg til, inden forskerne helt. har styr på, hvilke mekanismer der spiller ind.

Atkins-kuren

Er det så vejen frem? Skal vi til at leve af kød i store mængder?

Den nu afdøde amerikanske slankeguru Dr. Atkins mente, at den ideelle slankekur består af mængder af kød og næsten ingen grønt­sager og brød, og dette forsøg peger da også i den retning.

Forskerne på Institut for Human Ernæring er af den opfattelse, at man godt kan forsvare at anbefale Dr. Atkins’ kur i en kortere periode, men hvis man lever af så ensidig en kost permanent, må man forvente en højere risiko for tarmkræft og hjertekarsygdomme, samt at der kan komme en række mindre alvorlige bivirkninger som hovedpine, udslet, forstop­pelse og almen svækkelse.

Animalsk protein er dyrt at producere

For Søren Toubro er der også en social og global vinkel på at anbefale mere animalsk protein i kosten.

”Hvis du skal ud og anbefale mere protein, ser du en social skelnen. I ulandene er animalsk protein for dyrt. Det koster ti gange mere at producere animalsk protein end vegetabilsk. Bangladesh er kendt for at have et proteinindtag helt ned på fem-seks pro­cent. Organismen er dog helt fantastisk til at styre det. Går du meget ned i proteinindtag, vil bakteriefloraen i dine tarme tilpasse sig, så de bliver bedre til at holde på proteinerne.”

”Men også i den vestlige verden er højpro­teinprodukter dyrere end kulhydrater, så der er en social slagside.”, slutter Søren Toubro.