15. marts 2008

Mine høns er min bankbog

rådgivning

I en landsby i Senegals sydligste og fattigste provins Casamance har Egué lige solgt et par høns for at købe skoleuniform og bøger til sin datter. Hønsene er hendes bankbog, for der er ingen sparekasse i nærheden af landsbyen, og det er for risikabelt at have penge liggende derhjemme. Hun fortæller også, at hendes lille søn, det 6. barn i børneflokken, er det sundeste af dem alle. Efter hun har lært, hvordan hun kan få mere udbytte fra sit hønsehold, er hun nemlig begyndt at give ham æg som en del af kosten.

Af koordinator Karsten Nellemann Kryger, Fjerkrænetværket, Institut for Veterinær Patobiologi, lektor Niels Christian Kyvsgaard, Institut for Veterinær Patobiologi, lektor Hans Ranvig, Institut for Produktionsdyr og Heste, professor Anne-Helene Tauson, Institut for Basal Husdyr- og Veterinærvidenskab, Det Biovidenskabelige Fakultet

Den danske ekspertise i fjerkræsygdomme, -adfærd og fodring af høns er i en årrække også kommet ulandene til gode. Specialister ved Det Biovidenskabelige Fakultet og andre danske forskningsinstitutioner rådgiver gennem det fælles Fjerkrænetværket, om så vidt forskellige aspekter som veterinære sundhedssystemer, uddannelse af fjerkræholdere og foderanalyser. Netværket arbejder også aktivt med opbygning af ulandenes forskningskapacitet.

Det er kvinderne, der passer hønsene.

Klædes på til at yde god rådgivning

Det er de færreste forskere i ulandene, der har viden om fodring og sygdomsforebyggelse i hønsehold, og det samme kan siges om de lokale landbrugskonsulenter og dyrlæger. Hønsene er simpelthen en overset ressource, som udover sin umiddelbare betydning som fødevareproducent for en familie også kan have stor betydning for mere abstrakte sociale og økonomiske samfundsforhold.

Gennem fjerkrænetværket bliver lokale forskere og landbrugskonsulenter derfor uddannet i at analysere næringsværdi og indhold af lokale foderemner. Veterinærer bliver ligeledes uddannet i fjerkræsygdomme, mens økonomer og antropologer inddrages i undersøgelsen af de socioøkonomiske aspekter. Herigennem opbygges det nødvendige videngrundlag, der er afgørende for, at de lokale ressourcepersoner kan blive klædt på til at yde en relevant og god rådgivning.

Bønderne lærer at mangedoble udbyttet

Produktiviteten i en flok landsbyhøns kan være ganske lav som følge af en høj dødelighed, stor parasitbelastning, ringe adgang til gode foderemner og følgende lav immunitet og langsom vækst. Hvis bønderne lærer at bruge en kombination af traditionelle og moderne metoder til sygdomsforebyggelse, kan dødeligheden imidlertid nedsættes, fuglenes sundhedstilstand forbedres, og udbyttet mangedobles. Aske er for eksempel et glimrende middel til at fjerne parasitter fra hønsehuse, mens vacciner er helt nødvendige for at modstå en meget almindelig og dødelig fuglevirus. En fornuftig fodring af hønsene er lige så vigtig og behøver ikke kræve store ressourcer.

Gennem træningskurser udviklet til kvinder, der hverken har lært at læse eller regne, lærer kvinderne, hvordan de kan supplere det foder, som hønsene selv finder med andre foderemner, såsom termitter der kan findes i nærheden af landsbyen, eller med vitamintilskud der forhandles lokalt.

Quinoa – bæredygtig på mange måder

Quinoa var en af inkaernes vigtigste afgrøder og har stadig en enorm betydning for befolkningen i andesregionen. Det er en af de sundeste plantearter, der findes - den har et højt indhold af jern og protein, en høj proteinkvalitet og indeholder en række vigtige vitaminer. desuden kan planten dyrkes bæredygtigt og økologisk på saltholdige jorde og med meget lidt vand, hvor ingen anden afgrøde kan klare sig.

Forskere fra det biovidenskabelige fakultet har gennem en årrække arbejdet på at etablere et nyt marked i Skandinavien for en række højkvalitetsprodukter baseret på quinoa. Det kan være med til at forbedre levevilkårene for småbønderne i bolivia. Quinoa kan bruges som mel til bagning, som erstatning for ris og til grød. Quinoa kan i dag købes i velassorterede supermarkeder og helsekostbutikker.